Hånden er menneskets ydre hjerne. Denne indsigt må enhver plastisk kunstner kende. Men udsagnet tilskrives den tyske filosof, Immanuel Kant, der i dette billede ser ud gennem fingerhullet i paletten. Vi begriber, fordi fingerspidserne kommer tanken i forkøbet. Vi opfatter, omfatter, befatter, fordi hånden griber verdens former. Vi kaperer noget, fordi vi klynger os til det, der sker. Vi fornemmer noget, fordi vi kan tilgå fænomenerne med forsigtighed, og med kyndighed, med nemme. Vi afslører, fordi vi river en flig af det virkeliges maske. Vi antaster, fordi vi går efter hudens varmefarve. Vi rummer en tanke, fordi hånden kan tjene til skål for dens klare væske. Vi kommer på det rene med, fordi vi tørrer duggen af spejlet. Vi erkender, fordi vi genkender kroppens helt særegne form og efterklange. Vi finder og opfinder, fordi vi kradser i den løse jord. Vi tyder og tolker, fordi tommelfingeren kender det virkeliges underside. Vi udlægger, fordi hånden kan tælle. Vi bemærker, fordi fingerspidserne efterlader deres unikke spor på det, vi ser. Der sidder et øje i hver håndflade. Vi overværer begivenheden, fordi vi er usynligt til stede i form af den konkylie, som vi kan gøre hånden til, og fange ånden blandt mennesker og i naturen.